En verden udenfor

Det er altid i de sene nattetimer, at mine tanker får frit spil. Når lyset slipper sit tag og mørket tager over, maler mit sind videre på mit livs billede. Fragmenter af lyde, bevægelser og følelser får et ganske andet udtryk, når de får den sorte nattehimmel som lærred. Jeg tænder et par stjerner, for lidt lys skal man jo have, for at kunne skelne farverne…

Ser du – der oppe i hjørnet malede mine forældre min fødsel, det er 25 år siden nu, men farverne står stadig lyse og klare. Lige ved siden af ser du min barndom. Jeg tror, det er min mor der har malet den store gule sol, og min far der har valgt farven til det grønne græs!

Dine skarpe øjne har sikkert allerede fået øje på et par sorte pletter – Det var penslen der klattede, svarer jeg hurtigt og henkastet, for ikke at få nogen spørgsmål. Men du ser skeptisk på mig og går tættere på lærredet. Du rækker din hånd ud og lader dine fingre, ganske forsigtigt, løbe ned over den ru maling. Du ser på mig og mumler - Dem har du ikke malet…
 

Mit liv spoles tilbage på rullen med negativer, jeg tænker lynhurtigt og overvejer et split sekund, om det er muligt at ændre fortiden? Klippe rullen i stykker og smide stumperne ud? I det samme dukker følelsen af nyfunden kærlighed op – alle celler i min krop har redt håret og renset neglene! Det var følelsen af uovervindelighed og evig lykke, jeg levede for nætterne, hvor jeg kunne ligge tæt sammen med ham og snakke om fremtidsdrømme og alt det, der var mellem himmel og jord. Vi flygtede fra pligter, lektier og komme-hjem-tider gennem varm og oprigtig elskov, som rent juridisk var forbudt, but who cares? Vi havde hinanden svøbt i ung og naiv kærlighed, lige indtil den vinteraften, hvor han fortalte mig historien om bolden og snurretoppen. Den handlede om en dreng, der længe havde leget med en bold, men nu havde han fået en snurretop, så han blev nødt til at lægge bolden væk. Jeg forstod, at han ikke gad mig mere. Jeg gemte min sorg aller inderst inde, hvor jeg havde den for mig selv, han måtte ikke se, hvor ondt det gjorde.

Dine øjne er ikke længere så skeptiske og jeg leder dig videre hen over lærredet til et sted, hvor farverne eksploderer i et festfyrværkeri!

Imens jeg sopper rundt i mindreværdskomplekser, har du sat dig i skrædderstilling på gulvet foran maleriet. Dine øjne er alvorlige, da de ser op på mig - din håndflade dækker over noget på lærredet. Idet du lader mig se, hvad din hånd skjuler, spoler rullen tilbage igen, men denne gang stopper den hurtigt. Det er en følelse af samhørighed. Vi havde næsten ikke talt sammen, men alligevel var nysgerrigheden vakt. Han var noget helt andet, end jeg var vant, til og jeg glædede mig over, at have så speciel en farve på mit lærred. Vi kom stille og roligt nærmere hinanden, gik tur, drak kaffe og sad i solskinnet. Vi delte oplevelser med omverden som tilskuer. Vi tænkte sjove, store og skræmmende tanker, og jeg fandt hurtigt ud af, at han indeholdt mere, end det øjet så. Han var forgiftet og valgte mig til sidst fra som ven! Det var meget uvirkeligt og ikke til at forstå. Min fornuft prøvede at finde en forklaring. Men, efter at have vendt og drejet enhver mulighed, besluttede jeg at male den specielle farve over. Du nikker forstående og siger - Det er heller ikke alle farver der passer ind…

En dyb rød farve fanger dine fingerspidsers færd over lærredet, de stopper op for at fornemme fuldkommenheden.  Du er ved at lære legen at kende og siger - Hold da op, han må være speciel… Jeg mærker hvordan jeg rødmer, kikker ned i gulvet og smides igen ud på rullen, men denne gang stopper turen meget brat! Det er den ultimative følelse – følelsen af kærlighed, ærlighed og loyalitet og en fremtid, der endelig giver mening! Det er en følelse af at høre til og være ligeværdig – at være to om kærligheden og troen imellem – troen på, at jeg har fundet min sjæleven.

Noget får din fulde opmærksomhed lidt længere henne af lærredet og jeg trasker lige i hælene på dig, hen til det sted som får dine øjne til at stråle! - Narj, en fin farve dén dér… siger du og peger med en helt strakt finger! Jeg smiler lidt for mig selv og går lidt baglæns for bedre at kunne observere din reaktion, idet jeg siger - Jamen det er også dig. Du vender dig langsomt om, og for første gang har du ingen ord – jeg tager dig under armen og fører dig lidt væk fra lærredet…

- Du kan jo nok se, at det ikke er malet færdigt endnu, siger jeg og fortsætter - Det er jo det der er kunsten her i livet – at have plads til det, der betyder noget…

(November 2006)