En verden udenfor

Det er altid i de sene nattetimer, at mine tanker får frit spil. Når lyset slipper sit tag og mørket tager over, maler mit sind videre på mit livs billede. Fragmenter af lyde, bevægelser og følelser får et ganske andet udtryk, når de får den sorte nattehimmel som lærred. Jeg tænder et par stjerner, for lidt lys skal man jo have, for at kunne skelne farverne…

Ser du – der oppe i hjørnet malede mine forældre min fødsel, det er 25 år siden nu, men farverne står stadig lyse og klare. Lige ved siden af ser du min barndom. Jeg tror, det er min mor der har malet den store gule sol, og min far der har valgt farven til det grønne græs!

Dine skarpe øjne har sikkert allerede fået øje på et par sorte pletter – Det var penslen der klattede, svarer jeg hurtigt og henkastet, for ikke at få nogen spørgsmål. Men du ser skeptisk på mig og går tættere på lærredet. Du rækker din hånd ud og lader dine fingre, ganske forsigtigt, løbe ned over den ru maling. Du ser på mig og mumler - Dem har du ikke malet…
 

Mit liv spoles tilbage på rullen med negativer, jeg tænker lynhurtigt og overvejer et split sekund, om det er muligt at ændre fortiden? Klippe rullen i stykker og smide stumperne ud? I det samme dukker følelsen af nyfunden kærlighed op – alle celler i min krop har redt håret og renset neglene! Det var følelsen af uovervindelighed og evig lykke, jeg levede for nætterne, hvor jeg kunne ligge tæt sammen med ham og snakke om fremtidsdrømme og alt det, der var mellem himmel og jord. Vi flygtede fra pligter, lektier og komme-hjem-tider gennem varm og oprigtig elskov, som rent juridisk var forbudt, but who cares? Vi havde hinanden svøbt i ung og naiv kærlighed, lige indtil den vinteraften, hvor han fortalte mig historien om bolden og snurretoppen. Den handlede om en dreng, der længe havde leget med en bold, men nu havde han fået en snurretop, så han blev nødt til at lægge bolden væk. Jeg forstod, at han ikke gad mig mere. Jeg gemte min sorg aller inderst inde, hvor jeg havde den for mig selv, han måtte ikke se, hvor ondt det gjorde.

Dine øjne er ikke længere så skeptiske og jeg leder dig videre hen over lærredet til et sted, hvor farverne eksploderer i et festfyrværkeri!

Imens jeg sopper rundt i mindreværdskomplekser, har du sat dig i skrædderstilling på gulvet foran maleriet. Dine øjne er alvorlige, da de ser op på mig - din håndflade dækker over noget på lærredet. Idet du lader mig se, hvad din hånd skjuler, spoler rullen tilbage igen, men denne gang stopper den hurtigt. Det er en følelse af samhørighed. Vi havde næsten ikke talt sammen, men alligevel var nysgerrigheden vakt. Han var noget helt andet, end jeg var vant, til og jeg glædede mig over, at have så speciel en farve på mit lærred. Vi kom stille og roligt nærmere hinanden, gik tur, drak kaffe og sad i solskinnet. Vi delte oplevelser med omverden som tilskuer. Vi tænkte sjove, store og skræmmende tanker, og jeg fandt hurtigt ud af, at han indeholdt mere, end det øjet så. Han var forgiftet og valgte mig til sidst fra som ven! Det var meget uvirkeligt og ikke til at forstå. Min fornuft prøvede at finde en forklaring. Men, efter at have vendt og drejet enhver mulighed, besluttede jeg at male den specielle farve over. Du nikker forstående og siger - Det er heller ikke alle farver der passer ind…

En dyb rød farve fanger dine fingerspidsers færd over lærredet, de stopper op for at fornemme fuldkommenheden.  Du er ved at lære legen at kende og siger - Hold da op, han må være speciel… Jeg mærker hvordan jeg rødmer, kikker ned i gulvet og smides igen ud på rullen, men denne gang stopper turen meget brat! Det er den ultimative følelse – følelsen af kærlighed, ærlighed og loyalitet og en fremtid, der endelig giver mening! Det er en følelse af at høre til og være ligeværdig – at være to om kærligheden og troen imellem – troen på, at jeg har fundet min sjæleven.

Noget får din fulde opmærksomhed lidt længere henne af lærredet og jeg trasker lige i hælene på dig, hen til det sted som får dine øjne til at stråle! - Narj, en fin farve dén dér… siger du og peger med en helt strakt finger! Jeg smiler lidt for mig selv og går lidt baglæns for bedre at kunne observere din reaktion, idet jeg siger - Jamen det er også dig. Du vender dig langsomt om, og for første gang har du ingen ord – jeg tager dig under armen og fører dig lidt væk fra lærredet…

- Du kan jo nok se, at det ikke er malet færdigt endnu, siger jeg og fortsætter - Det er jo det der er kunsten her i livet – at have plads til det, der betyder noget…

(November 2006)

Hvorfor er der aldrig nogen, der har fortalt mig, at livet nogen gange er et stort paradoks? At livet kan være så finurligt, at man ikke kan finde ud og ind af de gange, man selv har skabt? At kortet over livets labyrint nogen gange bliver væk...?

Igennem den sidste måneds tid har jeg haft oplevelser, som har sat min "væren i denne verden" i skakmat - to skridt frem og to tilba...nå nej, der står jo en anden brik...

Jeg kan godt blive forbløffet over, ikke at kende mig selv bedre, i en alder af 28 år - men set fra det store perspektiv, virker det meget sårbart. Taget hele menneskeheden i betragtning er jeg jo bare...ja, en bonde skakbrik der for alt i verden ikke skal slås hjem. Og hvornår kender man sig selv? Hvornår kan man helt reelt sige, at man kender alle nuancer af sin personlighed? Det er gået op for mig, at det er et meget filosofisk og essentielt område, som der findes lige så mange svar på, som der er farver i regnbuen - det vil sige rigtig mange, og meget subjektive svar. Og når alt kommer til alt; behøver der at være et svar?

Jeg behøver et svar! Jeg har været ude i et par afkroge af mig selv, hvor jeg ikke har været før - og tro mig, jeg er både flov og skræmt! Jeg behøver, at sætte ord på hvad jeg har set og oplevet - jeg behøver at lave et kort over disse afkroge, så jeg næste gang kan finde rundt... eller ihvertfald bare sætte fakler op, så jeg kan se hvor jeg går!

Min Tur Til Tibet er en mental rejse jeg skal på det næste stykke tid...alene...og jeg ved ikke hvornår... eller om jeg kommer tilbage. Men jeg ved at det vil gøre mig godt, jeg vil blive stærk og kærligheden vil nå helt nye højder. Jeg har fortalt nogle få om denne rejse og de har alle lagt et minde i min kufftert iform af følelser og fornemmelser af godt og ondt - mærk selv efter:

- Du skal beslutte dig for hvem du vil gøre glad; dig selv eller andre?

- Du skal fodre din indre Rebel for at pleje din nysgerrighed og give plads og mulighed for nye fantastiske oplevelser

- Du skal turde at mærke efter, hvordan det føles indeni og du skal turde at handle på det

...mangler kun at pakke soveposen, men det kan jo være at vi ses i lufthavnen (?)

Jeg havde et af de der 'moments' i går nat ... hvor man føler man er helt alene med sig selv og man aner ikke hvordan man får livets kabale til at gå op. Sad i mørket foran min computer og søgte efter jokeren, men mine øjne flakkede bare rundt og det hele var lidt ligegyldigt...

Jeg var til jobsamtale i går eftermiddags på en skole, hvor der var virkelig god stemning og hyggeligt at være; samtalen syntes at gå godt, og jeg gik derfra med en god fornemmelse. En ting jeg dog godt kan undvære til disse jobsamtler er høj-hypotetiske spørgsmål som for eksempel: Hvordan bliver du vred? Eller efter jeg havde fortalt hvordan jeg på en kreativ måde havde lært en 9.klasse om perspektivering: Og hvad så, når det ikke er sjov mere, hvad vil du så gøre? I min verden er der mange ting, som spiller ind på min måde at reagere på, så derfor var det svært for mig, at komme med et præcist svar... (her bagefter er det går op for mig, at siden hun kunne spørge sådan, har hun ikke fattet en hylende fis af hvad jeg sagde - trist).

Et par timer efter jeg var kommet hjem, ringede de fra skolen og sagde at jeg ikke havde fået jobbet. Skolelederen sagde, at de ikke følte at jeg brændte for undervisningen og at de mente, at fagene lå for langt væk fra mig (blev færdig som lærer i 2004 og tog derefter endnu en videregående uddannelse). Well, jeg kan ikke modsige hende - men man sidder jo heller ikke til en jobsamtale og siger, at jobbet er et sekundært ønske (?)

Jeg ved ikke hvad de har hørt... men jo, jeg brænder for at undervise! Jeg brænder for at videregive den lærdom og de værdier jeg har lært og jeg kan få mennesker til at blomstre - hvis bare de TØR ansætte mig! Jeg er ikke en traditionel lærer, hverken af udseende eller tankegang - jeg har lært, at man skal kæmpe mere, hvis man er anderledes - men jeg havde dog aldrig troet, at jeg ville tabe på det!

Jeg brugte natten på, at finde ud af, hvad jeg skal bruge mit liv til - det er jo egentlig et luksus problem, men stadig er det ikke nemt. Ville det være en fordel, at tage endnu en uddannelse? Skal jeg prøve med virksomhedspraktik? Eller kunne jeg snart være heldig, at få respons på nogle af mine ansøgninger?

Jeg ved ikke hvad jeg skal (...)

Jeg kan ikke se mig fri for, at ens identitet hænger godt og grundigt sammen med hvad man laver fra 8-16! Hvor tit er man ikke blevet mødt med: Nåh, men hvad laver du så? Så kan man stå dér til en eller anden fuldstændig ligegyldig konfirmation og grave sin ene tåspids ned i græsset af bare frustration over ikke, at kunne opfylde den spørgende slægtnings forventninger til svaret... det bliver altid akavet, når jeg starter mit svar med: Jamen jeg søger job for tiden - du ved finanskrisen...høhø - ja, den rammer jo alle... Herefter kommer en larmende tavheds, lige indtil vedkommende så spørger til, hvilke jobs jeg så søger... Det er alt sammen fint nok og samtalen forløber da også som sådan en nu skal (det vil sige løber ud i sandet efter et par minutter) MEN  jeg er jo ikke en årsunge og kan da fint mærke på stemningen, at det her overhovedet ikke er interessant - ikke at jeg kan ikke kan forstå det - sagtens - men jeg er nu også mere ude efter, at ændre denne del af den danske kultur; at vores identitet er SÅ hængt op på vores job - vi er ikke noget, uden at være noget!

Jeg har nu gået ledig i lidt over 2 måneder og sendt et utal af ansøgninger, med efterfølgende afslag, hvilket er mig lidt af en gåde da jeg er indehaver af to videregående uddannelser og har fine udtalelser (?) Men arbejdsgiverne er bange og pakker det ind i, at jeg ikke har nok erfaring (nej, men jeg har sørme da den nyeste viden og uddannelse?!) eller ikke har kendskab til et givent IT program. Jeg bliver nødt til at tænke, at det er dem der går glip af mig (og ikke omvendt), men efterhånden som tiden går, bliver det sværere og sværere (...)

 Næste gang jeg møder et fremmed menneske vil jeg spørge: Hvem er du?

Der er nogle mennesker i denne verden som ikke føler de hører til - som ikke kan magte den tilværelse de er blevet tildelt. De bliver endevendt, både medicinsk og psykisk, men ingen kan give svar på hvorfor de har det skidt og hvor de sorte tanker kommer fra. Det gør ondt at se et menneske i den tilstand, for der er intet at gøre - andet end bare at være der når det gælder!

Som så meget andet er vores forståelse og opfattelse styret af forudantagelser, altså, at vi tror vi ved hvordan ting hænger sammen - på den måde er det meget lettere at være til...og som i mange andre sammenhænge, kan det være en fordel hvis disse forudantagelser er af positiv art. Men hvor skal vi hen med at dette? Jeg beder dig åbne dit sind og glemme din rationelle fornuft for bedre at kunne se det, som jeg nu vil fotælle dig, som en mulighed!

Hun har skikkelse som et menneske, men hendes ånd er mere end 100 år gammel. Hun er oprindelig en alf som er sendt til jorden, for at gøre den til et bedre sted at være - hun er sendt ned for at sprede glæde og lykke. Hun er her ikke frivilligt, men skulle med fordi hun havde mest erfaring. Hun har svært ved at bearbejde verdens sorg og krig, fordi i hendes oprindelig verden - alferiget - er der ingen konflikter...

Aller helst var hun blevet i det idylliske alferige, men hun fik til opgave, at gøre brug af sin erfaring og gøre verden et bedre sted. Alf eller ej; hun har gjort min verden hel og jeg håber, at hun bliver tiden ud...!

Jeg er blevet arbejdsløs. Jeg blev fyrret grundet krisen: for lav omsætning, samt for dårlig virksomhedsledelse. Jeg meldte mig ledig i går på jobnet.dk og i dag har jeg sendt de mange blanketter og papire til a-kassen. Det er det mest hæslige jeg ved; en tilværelse uden noget at stå op til.

Jeg har nu sovet længe, bagt brød, gjort rent og lavet alle de der "overskuds" handlinger, som man ikke har tid til i den travle hverdag - og hvad så? Hvad skal jeg lave i morgen? Det er ikke mindre end hæsligt...!

Det var ellers så tæt på - altså jobbet! Jeg var kommet med i anden runde af jobsamtaler, jeg havde klaret det første nåleøje og var blandt de bedste finalister. Jeg var sikker på at den var hjemme - jobannoncen var skrevet til mig og mine kvalifikationer (...dem alle sammen!). Men forskellen mellem "jay" og "nay" var, at jeg ikke havde et rygestopinstruktør kursus (?) Kan ikke benægte, at jeg syntes, at det var et meget vagt grundlag, at sortere mig fra på - men nu, et lille døgn efter afslaget - er det dem der lider det største tab!

PS. Jeg har lånt en bog på biblioteket om "Kommunikationsteorier" (jeg skulle jo nødig miste mit håndværk).

PPS. I weekenden skal jeg mødes med min PMP-buddy (poetik-mail-puzzel) og indhente tiden der er gået. Jeg glæder mig! Håber han kan hjælpe mig videre med en tekst, som jeg er gået i stå med...lige der hvor det spændende er ved at ske...

PPPS. ... nu vil jeg gå over i Kvickly og købe is! Planen bagefter hedder: Is, ske, sofa, tæppe og kaffe (det må man godt når man er arbejdsløs!)

Og lidt eftertanke her til slut; det afgørende er ikke himmel eller helvede, men om vi er der sammen

Så kom vi ind i januar! Jeg gør mit bedst for at holde "humør" snuden over vande - kan være svært, med en chef der umiddelbart forsøger det modsatte. Jeg tror slet ikke han er bevidst om, hvordan han påvirker andre... og jo det kunne da være meget værre, som for eksempel mobning eller noget i den stil! Men jeg kan ikke se mig fri for ikke at trives - og det er vel egentlig det der er omdrejningspunktet (?)

Jeg har omkring 9 ansøgninger ude; både til relevante jobs, men også til jobs som jeg synes lyder spændende og ikke nødvendigvis har noget med sundhed og ernæring at gøre. Jeg har lært meget i denne tid og noget af det vigtigste har været, at man F***** skal have det godt på sin arbejdsplads! Tænk hvor meget tid der bruges på arbejdspladsen? Så kan man også godt kræve, at det faktisk er rart at være der!!

Den kommende tid står i "Familiens tegn" med fødselsdage og hyggelige frokoster. Vi glæder os begge til det milde forårsvejr og hvad ellers 2009 vil bringe af gode ting :o)

Du ønskes et lykkebringende 2009

D & D

Så kom dagen endelig, hvor jeg kunne pakke sammen, lukke computeren, tage min taske og sige: "Vi ses ... i det nye år". Jeg har nemlig givet mig selv juleferie og den skal virkelig nydes i fulde drag!

Den seneste tid - rent jobmæssigt - har været fuld af nye prøvelser. Det lille firma jeg arbejder i står til at blive opkøbt ... eller gå konkurs. Forhandlingerne er i fuld gang og det er da planen, at det hele skal leve videre i andre rammer, men hvorom alting er, så er jeg opsagt fra sidst i februar 09. Begrundelsen for min opsigelse var, at omkostningerne skulle minimeres hurtigst muligt.

Mine tanker går i to retninger; hvis køberen ønsker at få mig med over, hvem siger så, at jeg får opgaver som tilgodeser mit faglige område? Derudover bliver min rejsetid mere kompliceret med to skift fra tog til s-tog og derfra til bus. Den anden retning går selvfølgelig på, at finde et andet job, da jeg faktisk ikke trives under den ledelsesform der findes nu! Jeg har sendt den første ansøgning og flere er i trykken...!

Julen bliver ikke helt som den plejer i vores lille familie, men hvem siger at det nødvendigvis er skidt? Jeg skal holde jul hos mine forældre sammen med min Farmor og Farfar og jeg tror det bliver super hyggeligt! Min søde Moster, skal holde jul med sin mand og hans familie i København hvor de begge bor. Det bliver selvfølgelig en anden slags juleaften for os alle sammen, men mon ikke det går (?) - vi ses jo trods alt 2.juledag!

Jeg ønsker dig en glædelig jul

For noget tid siden drømte jeg en drøm - det var én af dem, som sidder i kroppen flere timer, eller i dette tilfælde flere uger efter!

Jeg gik ind i et rum som var fyldt med tæpper og klæder, krukker og andre gamle ting. Det sparsomme tusmørkelys kom fra et enkelt lille vindue. Foran viduet sad en kvinde, som bød mig inden for i det lille rum, med en vag håndbevægelse. Jeg kikkede mig omkring og fik med det samme øje på en klar glaskulge som lå pakket halv ind. Jeg knælede foran den og lagde mine arme rundt om den.

Jeg fik en lykkelig fornemmelse i kroppen da min venindes ansigt dukkede op fra glaskuglens indre; jeg begyndte straks at tale til hende, som jeg ville gøre hvis vi mødtes på gaden, men langsom gik det op for mig, at der var noget galt. Hun lukkede øjnene og vred ansigtet i ubehag. Jeg fik en kold og klam fornemmelse og forsøgte at hente hjælp hos kvinden der stadig sad ved vinduet. Hun betragtede mig med alvorlige øjne, men besvarede kun min bøn med at pege på kuglen...

Min vendinde begyndte nu at tale til mig - hendes fredfyldte ansigt fyldte nu hele glaskuglen. Hun fortalte smukke ting og fik mig beroliget...men i samme sekundt siger hun højt og tydeligt: "Jeg forlader nu denne her verden". Hendes ansigt blev til røgslør og jeg græder og skriger at hun skal komme tilbage og at hun ikke må forsvinde fra mig! Min krop er fuld af sorg, afmagt og fortvivelse! Jeg sidder stadig med armene omkring glaskuglen og råber at hun ikke må forlade mig; med ét kommer hendes ansigt tættere og tættere på og pludselig står hun foran mig og tager mig i hendes arme...

Jeg vågner med en fæl fornemmelse af, at der er sket noget forfærdeligt - jeg har grædt i drømmen, da mine øjenvipper er helt klistret sammen. Jeg bliver nødt til at kontakte hende - bliver nødt til at finde ud af om hun har det godt!

Mit hjerte slår et par ekstra slag, da jeg hører hendes trætte morgenstemme i telefonen : "Det´Lycke......"

Det viser sig, at hun også har drømt om mig; vi var ude og svømme med hajer...!

Der er tidspunkter, hvor jeg ikke kan forstå hvorfor denne verden har brug for at være så smålig, snæversynet og ganske enkelt træls...:

- en yngre mand går så tæt forbi en ældre kvinde på Nørreport st. at hun må træde et skridt baglæns for at han ikke skal gå ind i hende. Hun kikker sig forbavset og forundret omkring og møder mit blik; jeg trækker på skuldrene og ryster stille på hovedet...

- en gruppe 3.generations indvandere sætter sig i stillezonen! (=ingen snak, igen larm, deraf navnet) i regionaltoget og taler højlydt med den der meget karakteristiske accent, mens de (og vi andre!) lytter til musik fra en af deres mobiltelefoner. En kvinde beder dem om at dæmpe sig og den ene siger til sin kammerat: Hold nu kæft maaan, damen vil ikke ha´at du snarker væl??? Han griner og fortsætter samtalen og det hele ender med at de står af i "fucking" Høje Taastrup...

 - når man, som tiden går, finder ud af hvem der virkelig ikke fortjener ens venskab, tillid og engagement...

...der er aldrig noget forkert med Garfield! :o)

Egentlig er det helt forkert; jeg bor ikke længere i 5110, men hvad pokker! Det minder mig om tiden der var og hvad der er vigtigt i denne tilværelse - så jeg lader det være ved det!

Jeg har fået talt med min farmor og farfar! De havde gået og gættet på hvad det kunne være og var ved at sprænges af nysgerrighed (så jeg er undskyldt; jeg har det ikke fra fremmede)...heldigvis havde de så også gættet rigtigt :o)

Kærligheden er vendt tilbage og vi nyder hvert sekundt sammen. Vi har lært uhyggeligt meget i tiden hver for sig - både om os selv og vores individuelle behov og om hinanden og de behov der er i et forhold - ingen har sagt det skulle være nemt! De sidste tre måneder har ikke været spildt - vi havde aldrig nået hertil, hvis vi havde været sammen - det var en nødvendighed at bryde op og finde ud af hvad der er essensen af livet - hver for sig!

Det varer ikke mange dage før vi går ind i November måned og så er det officielt vinter! Det betyder at det er legalt at tænde fyrfadslys midt om dagen, at spise småkager når man har lyst og springe en træningsaften over fordi "det er frygteligt koldt at cykle derned".

Det betyder også, at min mor snart har fødselsdag (hun hader det, fordi hun bliver mindet om, at endnu et år er gået, men jeg tillader mig at holde af denne dag, fordi jeg så må komme med en gave og give et knus)

Min mor er billedkunstlærer og er den sejeste af slagsen! Hele hendes studieværelse er fyldt med malerier, tekstiler og figurer. Hun fornyr sig med lynets hast og jeg ville give alt for at spole tiden tilbage til folkeskoletiden og have hende til billedkunst...eller formning, som det hed dengang! Jeg tillader mig ihvertfald, at være pave stolt...!

Og hvorfor er det så lige, at jeg kan sidde her på bloggen og hygge mig en torsdag eftermiddag? Det er ganske simpelt; jeg har knoklet en vis kropsdel ud af bukserne først på ugen, så jeg nu kan tillade mig at holde to dages fri med god samvittighed - dog har chefen allerede ringet to gange om fuldstændige ligegyldige ting, som sagtens kunne vente til mandag (ved ikke hvem der er mest afhængig af hvem?) Men jeg vil fortsætte med at slumre og glæde mig til weekenden som står på familebesøg og forhåbentlig det sidste møbel-indkøb.

Jeg har været til min første bisættelse...! Og jeg har været i kirke for første gang i lang tid...! Jeg gjorde det for min egen skyld og fordi jeg ville følge ham lige til det sidste - og for pokker det var smukt!

Det var en del af den proces, at forstå at han virkelig var væk, helt væk...! Jeg er taknemmelig over at have oplevet den dag.

Jeg er taknemmelig over, at vi besøgte ham på sygehuset den søndag og spillede ping-pong over bordet med en papirskugle - han døde den efterfølgende onsdag aften.

Jeg er taknemmelig over at sorgen er smuk og minderne endnu er krystal klare. Jeg er taknemmelig for, at vi fik fortalt ham, at vi har fundet kærligheden igen!

Det sidste farvel, med håb om, at din sjæl lever videre

Sørme om ikke jeg nu sidder i min nye lejlighed :o)

Jeg ejer ikke et ærligt møbel, så flyttekassen er stadig det foretrukne sofabord, natbord og tøjskab. Heldigvis har både Jysk og Biva priser alle kan være med til, så jeg har købt min første helt nye sofa og en seng.

Simon er ved at vænne sig til altanen. Jeg har købt en kattesele, som han meget overraskende, ikke har det store had til - dog har han slået kolbøtter i forsøg på at få den af, men har fundet ud af, at det er en ulige kamp ;o) Vi går derud hver dag... (har et håb om, at hvis jeg vænner ham til at komme ud nu, så stikker han ikke af til foråret...?)...han er sq en go kat!

Meget er sket siden jeg gjorde op med mit liv midt i juni i år - og meget skal til at ske! Men før jeg kan sige mere om det, bliver jeg nødt til at ringe til min Farmor og Farfar - man har jo visse forpligtigelser som barnebarn!

beskeden på min telefonsvare var ikke til at tage fejl af!

Jeg var netop kommet ud fra en spinningtime og hver en muskel i min krop rystede for at øge blodgennemstrømningen. Jeg fandt min telefon i tasken mellem håndklæde og shampoo; 1 ubesvaret opkald og 1 besked! Jeg ringede op til telefonsvaren og måtte støtte albuen med den anden hånd, for at kunne holde telefonen op til øret. Beskeden var fra en boligmægler som fortalte mig, at jeg havde "mulighed for at leje" den lejlighed, som jeg havde beset nogle dage forinden...! Jeg skyndte mig at ringe tilbage og bekræfte min interesse - ja tak, ja tak og ja tak!

Det er et hyggeligt sted på knapt 40 km2 med lækkert og nyt køkken og bad, altan inklusiv morgen- og aftensol (med plads til de to 5-positions havestole som jeg har købt i dag - det er første gang jeg ejer havemøbler...PS. Mor jeg skal altså have hjælp til noget planteværk i krukker!) Jeg glæder mig til at slæbe alle flyttekasserne ud (igen!) og mase dem op og ind på min oase af lys og ro og (igen!) skabe et sted for mig selv...

Jeg gør hvad jeg kan for at følge med livet og hvorhen det måtte bringe mig; jobbet der fylder min hverdag er et skridt på vejen, mod at kunne praktisere min største interesse på professionelt plan, mit bijob er en mulighed for at få lidt økonomisk overskud, efter en periode hvor der har været flere minusser end plusser - og min træning, der gør at jeg kan være i topform og forsøge at tackle hverdagens små finurligheder.

Jeg sender dagligt taknemmelige tanker til dem der har hjulpet mig det seneste stykke tid; lige fra mental optakning til små portioner aftensmad til fryseren og telefonnumre til diveres boligmæglere - I´ll keep you in my heart!

Jeg oplever mange forunderlige og vidunderlige ting i min færden rundt i en, til tider, forudsigelig og monotom hverdag.

Her den anden dag, da jeg søvdrukken og nærmest mekanisk gik gennem H.C. Ørstedsparken og kom op til vejen hvor jeg skulle over fodgængerfeltet, var der malet pote aftryk på vejen! Der var vidst 5 aftryk, nærmest som om en kæmpe kat eller bamse havde gået et par skridt - det kan man da kun smile af...!

Når jeg skal hjem og tager toget fra Nørreport, sidder der nogen gange en mand og råber af sine lungers fulde kraft på fransk - jeg tror det er eder og forbandelser, eller måske bare advarsler om at det er farligt at tage toget - eller også snakker han måske med togene (det kan jo forklare hvorfor han bliver nødt til at råbe så højt). Manden er jo tydeligvis mentalt forstyrret, men han gør ikke en sjæl fortræd, så han får lov at sidde der og råbe...

Når jeg sådan er blevet "fast inventar" i DSB fra mandag til fredag, møder jeg jo de samme personer igen og igen, fordi vi benytter de samme afgange og de samme kupéer - det er nærmest som om vi er blevet "transport-buddies". Næste skridt ville være at hilse og spørge "du var ikke med toget i torsdags, var du syg?".

Jeg ved præcis hvor de enkelte medpassagere står af og på! Det er ikke noget jeg øver mig i at huske, men det er blevet en del af togrutinen; damen der sikkert er sød og venlig, men går usædvanligt grimt, står af i Valby - håndværkergutten der sover hele vejen i et hjørne for sig selv, står af i Høje Taastrup og manden der læser sine to aviser, sætter sig til at sove, så det piber gennem hans næse skal af på hovedbanen. Når toget nærmest er tømt, kører det (som regel!) videre til Nørreport, hvor jeg skal af... på min vej ud, går jeg forbi en kvinde med meget rødt hår, som stritter ud til alle sider - hun er ved at strikke et eller andet meget stort og lyserødt!

Og når det så går hjemad, møder jeg dem som jeg "plejer" at følges med; fyren med de korte og tykke ben, damen der går i ét med baggrunden og kaptajnen med de tre stjerner på skuldrene, der gang på gang tager sin bærbar computer frem, men aldrig når at åbne den, fordi han slumre hen, så snart toget starter sin monotome tur sydpå.

Det er en underlig form for tryghed og egentlig hader jeg den fordi den er så genkendelig og åbenlys, men den gør, at jeg kan lukke øjnene og føle mig i godt selskab, selom jeg slet ikke kender disse mennesker - jeg kan ikke lade være med at tænker over, om de "feel the same way"?

Kan man glemme sig selv?

Lever eller dør man i det øjeblik...?

Nej, nej, nej, nej ... min ferie er skam ikke slut endnu, men det er godt nok tæt på! Jeg har lige mandagen med, også kommer hverdagen med sin klamme hånd...

Jeg har haft en dejlig ferie; på MC til Kerteminde og fantastisk campingplads, med vandet inden for rækkevidde. Videre til Langeland med overnatning i Spodsbjerg og færgen over til Tårs. Kørte derfra til Marielyst og havde den sidste overnatning - dejlig med sol, strand og vand! Tiden gik heldigvis ikke så hurtigt, som jeg havde frygtet, så det føles som om ferien har været længere, end den i virkligheden har ;o)

Jeg har også været så heldig, at have mulighed for at gense et par af mine venner - det er super dejligt - og jeg håber der kommer meget mere af det.

På trods af, at jeg er ved at have styr på nye forsikringer, nye rutiner og omregistreringer af alle mulige ting - så kan jeg godt mærke, at jeg mangler noget stabilitet! Og hovedsageligt på boligområdet! Det er stressende ikke at vide, hvor jeg bor om bare en måned... jeg har søgt efter bolig alle mulige steder, og kunne da også nemt få noget, hvis jeg havde 10.000 kr til husleje! Det kan simpelthen ikke passe... - tålmodighed er en dyd og jeg må bare blive ved med at kikke og søge.

Life goes on og der er jo ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget - glæder mig bare til at se hvad det er!

Sørme om det ikke også er blevet ferietid for mig :o)

 Da jeg jo er forholdsvis "nyuddannet" har jeg ikke haft mulighed for at optjene noget ferie, så min frihed de næste 10 dage er så godt som selvbetalt. Men det er nødvendigt at holde ferie - tænk at skulle arbejde uafbrudt ind til jul (!)

 Jeg er så småt ved at finde de ben jeg skal stå på. For nogle dage siden var det præcis en måned siden, at jeg havde brudt op og flyttet mit liv - det føles som var det flere måneder siden!

Jeg synker nogen gange ned i en tilstand, hvor jeg hverken ved frem eller tilbage - var det rigtige jeg gjorde, kæmpede jeg nok, investerede jeg nok... jeg kommer hele tiden frem til den konklusion, at jeg har fulgt min mavefornemmelse (og den plejer ikke at svigte mig) og hvad er der mere at gøre? Jeg vil ikke leve et middelmådigt liv, hvor det hele er "godt nok" og det er den tankegang jeg er brudt ud af...

Jeg skal nu have lidt kvalitetstid med mig selv og gode venner - så længe mine tanker får lov at flyve derhen hvor alting er rart, så er det meget nemmere for mig, at klare denne tid.

Jeg ønsker dig en god sommer!

Mit liv er blevet mere simpelt - både fysisk og psykisk!

Jeg bor på omkring 20 kvadratmeter, så hvad angår rengøring og diverse andre sysler, så er de minimeret til et minimum (!) Opvasken kan kun blive på to tallerkner, en kop og et sæt bestik (dette af to grunde); for det første har jeg kun det aller nødvendigste i skabet (læg mærke til entalsformen) og for det andet er der ikke plads på mit køkkenbord som måler 25x60 cm.

Mit liv er begyndt at handle om...ja, mig selv og mine egen behov! Hvad har jeg brug for lige nu? Hvis jeg kunne vælge mellem alt, hvad ville jeg så lave lige nu? At gå på job hver dag er en selvfølgelig nødvendighed for at kunne eksistere - jeg møder op og gør mit arbejde tilfredsstillende, for at kunne glædes over mønterne der ruller ind på kontoen hver den sidst i måneden.

Den faktor, at jeg er økonomisk uafhængig og at jeg har fundet en måde at klare mig selv på - at jeg evner at overleve på egen hånd - er en stor oplevelse i min lille verden! Det er et kæmpe boost pludselig at opdage, at jeg står alene, om at klare den næste time, den næste dag, den næste måned... alene om at klare mig igennem livet (!) Dette er selvfølgelig sagt ud fra den betragtning, at jeg vælger at det skal være sådan - igen, at jeg vælger! (det giver en enorm stærk følelse i kroppen at tænke sådan og jeg skal vænne mig til den)

I denne uge der er gået (ja, det er kun en uge siden, at jeg havde hævede og ømme fingre af, at slæbe flyttekasser og hele min krop krampede hvert andet øjeblik) kan jeg mærke, at min psykiske- og fysiske del i kroppen har fundet hinanden. For mindre end en måned siden var min psykiske del flere skridt foran min fysiske - men nu har de hægtet sig sammen i en armkrog og sat tempoet ned... (og nu kan selv jeg følge med)

Min lille hus-terapeut har også fundet sig tilrette på faste sovesteder og på udsigtsposten i vinduet! Han ved hvor maden står og hvor tissekassen er og så kræver han såment ikke mere af livet...! Hans ro og hans tilstedeværelse får mig overbevist om, at jeg har taget det rigtige valg. Tilfredsheden strømmer ud af ham, når han (endelig!) har trampet dynen i fodenden godt til og er gået rundt om sig selv 1200 gange og nu gemmer snuden imellem forbenene... og det bedste må da være, at falde i søvn til en rolig og kontinuerlig spinnen...

Du siger, at du er skuffet over mig; mange har skuffet dig gennem livet, men du havde aldrig troet, at jeg skulle blive en af dem. Du må forstå, at det ikke er muligt, at gå gennem et liv fyldt med menneskelige relationer, uden nederlag og skuffelser - lær af det og lev med det!

Du kaldte mig "din engel", men siger nu, at du ikke før har set, at mine vinger var sorte. Du må forstå, at jeg aldrig har haft vinger - det er en illusion du har skabt!

Du bliver frustreret når jeg er ærlig og fortæller dig, at mine følelser for dig er væk. Du må forstå, at jeg umuligt kan leve på en løgn; hellere være en ærlig satan, end en løgnagtig engel!

Du bliver vred og giver mig skylden, når jeg ikke har flere ord at forklare med; jeg har ikke andre end dem jeg allerede har brugt. Du må forstå, at jeg end ikke kan forklare det over for mig selv!

Illusionen og drømmen om det "rigtige og perfekte" liv er brast; lev med det!

Du er ikke længere den eneste tryghed jeg behøver, du er ikke længere den kærlighed jeg vil bygge mit liv på. Men hvor blev du af? Hvor blev vores liv af? 

ligger og får morgenens første solstråler på det stadig dugvåde græs i parken.

Fri for ansvar, arbejdstider, møder uden traktement og ligegyldige familiearrangementer - de kan sågu ligger der den hele lange dag om de ville!

Vi andre aser og maser i tog, på trapper op og ned for at nå dagen, før den igen er forbi og vi kan ase og mase hjemad med tilfredse miner, blot fordi vi nåede deadline, det vigtige møde eller dagens omsætning...

men nåede samfundets fattige vindere, at nyde morgenens første solstråler?

Hvordan kan man leve af kærlighed og kildevand uden at tabe sig?

Jeg har netop ringet til en mulig fremtidig arbejdsplads, da de i deres jobannonce har skrevet, at de forventede at afholde jobsamtaler d.21.november (som jo er i dag) og undertegnede har ikke hørt en disse fra dem, på trods af en knald god ansøgning...!

Ham den meget vigtige mand i den anden ende: "Jeg har ikke tid"

Mig (meget forundret): "Har du ikke tid?"

Ham den meget vigtige mand i den anden ende: "Nej jeg har ikke tid, du må ringe i eftermiddag!"

Mig: "Øhh okay..."

Ham den meget vigtige mand i den anden ende: "Farvel" (og samtalen slutter)

Det er ok! Jeg er vant til det spørgsmål. Jeg har fuld forståelse for, at det er svært at finde ud af, hva faen det er jeg går og laver. Kan godt forstå at det virker forvirrende. Derfor har jeg også besluttet mig for at lave denne lille guide (så kan jeg også selv huske, hvor det er jeg er på vej hen)

Jeg blev færdig som underviser fra Haslev Seminarium i 2004, med linefag i dansk, samfundsfag, natur/teknik og idræt. Jeg har altid været glad for idræt og sport, så da jeg fik chancen for at tage en bachelor i idræt, greb jeg den. Opgaven havde fokus på "Idræt og personlig udvikling" og det var en meget givende proces for mig.

Jeg vidste nok allerede fra starten af, at folkeskolen ikke var min foretrukne arbejdsplads ("hva pokker skal hun så med den uddannese?"), men det blev mere og mere tydeligt for mig, jo længere jeg kom hen i uddannelsen. Det er vigtigt for mig i denne sammenhæng, at påpege, at jeg har lært meget mere end blot, at kunne lære 2.a at læse! Jeg har fået en rygsæk fuld af pædagogik, psykologi, formidlingsmetoder, samt didaktik!

Dette tog jeg med mig videre til Ankerhus, hvor jeg nu er ved at afslutte min professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i sundhedskommunikation (det er en meget lang sætning at sige, og folk fanger som regel kun, at det var noget med sundhed at gøre...) Men det er altså det jeg laver!

"Men hvad bliver du så"? Som sådan bliver jeg ikke noget, men jeg får en bachelorgrad i ernæring og sundhed, med speciale i sundhedskommunikation. Dette, sammen med min underviser uddannelse, gør, at jeg kan varetage opgaver indenfor sundhed og kommunikation.

"Men...hvor kan du så få job?" (håber, at du kan fornemme hvor flyvsk denne samtale kunne blive). Det spændende ved denne uddannelse er, at den er forholdsvis ny og derfor ser jeg ikke jobopslag der søger netop én som jeg - jeg skal finde mig selv under "øvirge/andre kvalifikationer". Jeg skal sælge mig selv ind hos virksomhederne (oversat: sparke døren nænsomt ind med mine høje hæle og sige: I har simpelthen ikke råd til at undvære mig) og på den måde er jeg meget selv med til, at forme mit job og mine arbejdsopgaver.

"Hva så nu...?" Ja, nu har jeg netop afsluttet min speciale praktik, hvor jeg har indsamlet data til min bacheloropgave (det er et krav). Mit praktiksted tilbyder helbredstjek til virksomheder, som kan vare fra 2 timer og ned til 20 minutter, alt efter hvor grundig undersøgelsen skal være. Jeg har i den sammenhæng lavet interviews med de klienter som har fået en udvidet helbredsundersøgelse (på 2 timer). Formålet var, at finde ud af om de var tilfredse med undersøgelsen, samt at finde ud af, om dette nye fænomen med, at arbejdspladsen "blander sig" i den enkeltes sundhed og trivsel er acceptabelt... (?) Det har været 6 spændende og meget udviklende uger i København og jeg kan da kun håbe på et progressivt samarbejde fremover.

Nu skal jeg så til at skrive speciale! Som en helt naturlig del af denne proces indeholder jeg både følelser som "AARRGGGHHH, det går slet slet slet ikke" og "det bliver en FED opgave". Jeg skal aflevere d.21.december og op og forsvare den i januar - også er jeg færdig!

_____________________________________________________________

Der er nu gået lidt tid (sådan omkring ½ år) og jeg har været lidt rundt omkring. Efter min eksamen, som gik forrygende, fik jeg job på en folkeskole - for som sagt hænger prof.bac stillingerne ikke på træerne! Jeg underviste overbygningen i dansk, idræt og samfundsfag og var klasselærer for 7.a.

Der gik præcis to måneder, så sagde jeg op - det job var jeg simpelthen ikke klar til...! Efter en uges  nærkamp med fagforening og a-kasse, ringede mit gamle praktiksted og tilbød mig arbejde - og jeg sagde straks ja tak!

Så nu er jeg pendler med et job jeg kun har kunnet drømme om! Det er et godt job  at "starte op med" og det giver stabilitet og dybe på mit CV. Hver dag får jeg udvidet mit netværk og lærer en masse om at være "professionel sundhedskommunikator".

Jeg har måttet erfare, at man indtager forskellige roller alt efter hvor man befinder sig ... om man er hjemme, på arbejde, sammen med venner, eller...sammen med familien!

Det handler om en gammel djævel, som har formået, at manipulere med min familie. Manipulationen skal forstås sådan, at hans tilstedeværelse fik os til at tale, handle og opføre os anderledes - KUN fordi han var der!

Det jeg virkelig er vred over og det der ærgrer mig er, at han fik mig til at tvivle. Han fik mig til at tvivle på det, som jeg ved aller mest om - mine værdier og min person! Han fik mig til at tie, når jeg havde aller mest lyst til at tale og fortælle ham, at jeg havde en anden mening eller en anden viden. Men "hvorfor?" tænker du nok ... og jeg kan kun forklare det med hans ligegyldighed. Alt var ligegyldigt, alle omkring ham var ligegyldige...

Jeg ville ønske, at jeg havde givet fanden i opdragelse og den pæne pige der i familiens skød, altid vendte den anden kind til, og givet ham tilbage som fortjent! Jeg ville ønske, at jeg havde handlet og været den stærke pige som mine forældre har opdraget mig til at være!

Konklusionen må være, at det er okay at kunne indtage disse roller (det er vel ligefrem hensigtsmæssigt) MEN, man må aldrig glemme sig selv og sine værdier! Rettigheden til at sige fra og sætte grænser gælder lige meget om man er en del af et team på sin arbejdsplads eller om man er del af en familie.

Hvis jeg havde mødt denne djævel alle andre steder (åbentbart!!), havde jeg fortalt ham hvor ynkelig han var! Hvor lidt denne verden har brug for hans respektløse opførsel, hans bedrevidenhed, hans snæversynethed, hans mangel på indsigt og reflektion ... hans mangel på engagement!

Jeg så en nytårs udsendelse af "Frilandshaven" på DR2 mellem jul og nytår. Programmet havde fokus på "molekylær gastronomi, drinks for de forandringsparate og et opgør med traditionerne. Nytåret tvinger os ud på usikker grund, fordi der venter et nyt år, hvor vi ikke ved, hvad der vil ske. I stedet for at gå i spåner over alt det ukendte, hylder Frilandshaven forandringerne..."

Programmet havde blandt andet besøg af den professionelle vanebryder Torben Wiese som har skrevet bogen "BRYD VANEN og nå dine mål" - her er et lille uddrag fra beskrivelsen af bogen:

"Hjernen elsker vaner – den finder tryghed i det velkendte og den slipper for at tænke. Når vi har vaner, behøver hjernen ikke at bruge kapaciteten på at regne noget ud eller finde nye løsninger – hver gang hjernen har en vane sparer den energi og det samme gør vi. Derfor elsker vi også vaner og har hver især tusindvis af vaner, vanemønstre, ritualer, rutiner og instinktive reaktioner der træder i kraft når vi er ligeglade, under pres eller når vi bare ikke tænker os om – ofte når vi gør som vi plejer. Men tingene kan også blive for nemme – selv for en hjerne – og det vi normalt gør – kan forhindre os i nye oplevelser og indsigter..."